Trøst
Jeg stod en dag — mit kald var slutt.Jeg hadde ei mer at skrive.Mit liv var forrundet, min længsel brudt —men dog var jeg endnu i live? I solskinnet hældet den gule bjærksit aarlige løv mot ruten —Og skjønt jeg vel endnu var sund og stærk,stod jeg der, alt foruten — Da satte jeg mig i den lyse kroki skinnet fra Bjærketræet —Saa tog jeg min færdige Digtnings boksmerteligt tungt over knæet. Men medens de skjælvende fingre fôrhenover bokens blade,hørte jeg fjærnt de grumme ord,talt i en dansk ballade: «Hør mig, min ædle Danekonge —I maa intet klage og lide —thi I haver faaet en søn idag,— skaaren af Dagmars side!»