Pilestrædet
Ser jeg dig atter, du skjævegamle forbyggede strædemørkne dig ind mellem stammersknudrede løv-allé —volder du altid mit hjertevild og fortrolig glæde —hér var mit første „kammers“bagom knudret træ! Husenes murgraa rækkerligger i sol og sturerover begravede bækkergjennem et løvrigt land —slig at én driver og snøftermod løv bagom høie murer,drømmer om svundne grøftermed syre og løvetand! Endnu den stiger og synkeri keitet og knækket linjefra høie til lave møneren hundrede-aars kontur!Trær staar i haver og suserom Wergeland og om Vinje,linde og lønne som frøner,Klemt mellem mur og mur! — — — — — —Eier du barndommens minderfra underligt jublende jule,da stormens rasende sluserNed gjennem strædet drev?Adventsne jog over mønetpaa lav-lange kjøbmands-huser,og vindverne oste guleUd i det hvide drév! Eller en nytaarsmorgenmed kirken i gusten glætteog torvets tilsneede stene,spættet af christenskridt? Kold stod en irr-grøn hættepaa taarnets solrøde stene,og bagom dets høie skulderlaa Egeberg, nysnéhvidt! Disse fortryllende bakkerer alt, hvad vi eier tilbage.Slaamaskinerne hakkeri drømmenes hestehage.Hakker de stærke planterhakker de myge stilke,knuser vor ungdoms blomstmed kloder af luftig silke!